Velkommen til - Mexico

Jeg elsker Mexico - for er her er der højt til loftet. Og det tiltaler mig meget.

Juan Carlos må gerne stå og sælge aviser uden der kommer nogen efter ham og forlanger han betaler skat af det. Jesus Maria må gerne vaske biler, mens hans kone må gå rundt og sælge blomster i Marinaen. Skattefar kommer ikke efter dem. De har så lidt og alligevel så meget. Den frihed de har er ikke at tage fejl af. De tager hjem til kummerlige kår med deres 7 børn og alligevel er kærligheden ikke til at tage fejl af, smilene de sender hinanden. de små berøringer. Det er helt fantastisk at observere. På restauranterne (som primært er udendørs) må man ryge, på gaden må man drikke, man må slå en streg, man må sætte sig og spille en sang med sin guitar uden at ordensmagten løber efter en. Der er stemning. Der er afslappelse. Der er smil. Der er lykke. Der er højt til loftet.

Hvor jeg dog drømmer om at vi kunne få lidt højere til loftet i Danmark. At alle folk kunne slappe lidt mere af og nyde livet. Istedet for det hele drejede sig om cool cash, titler, større biler, lovforbud, regler og politik. 
Efter 5 år i Mexico, kender jeg en del til landet, dets befolkning, kultur og traditioner.
Jeg er helt vild med landet. Desværre deler jeg den mening med alt for mange canadiere og amerikanere, som for længst har opdaget at Mexico is the land of opportunity, ikke længere USA.

Var det ikke pga min familie hjemme i Danmark, var jeg nok flyttet permanent herover.
Jeg føler mig fri. Ikke overvåget. Jeg skal ikke stå til regnskab for hver en krone jeg tjener eller bruger eller giver væk. Ingen bestemmer om der må holdes kæledyr hvor man bor, eller om ens hund skal gå i snor. Eller peger fingre fordi man kører uden cykelhjelm. Det må vi helt selv bestemme.

Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg ser en pick up truck køre forbi med 12 voksne, 10 børn og 2 hunde siddende bag på ladet. DET er da indbegrebet af frihed. Måske ikke ligefrem det sikreste, Men er det ikke i bund og grund ens eget ansvar? Er vi ikke voksne mennesker, der selv bør tage stilling til om vi ønsker at sidde oppe på ladet? Og er det nu en gang ikke ofte det, som gør livet værd at leve, nemlig at vi har de daglige små thrills, som lige stikker ud fra den vante gøren og laden. Det er da rart med et sikkerhedsnet, men bevares. Er der noget ved at leve pakket ind i vat og bomuld 24/7? Er vi ikk voksne mennesker, der kan tage ansvar for vores egne handlinger?

Jeg nyder mit daglige besøg til supermarkedet, hvor jeg giver 4-6 kroner i drikkepenge til 86 årige Alejandra, som står og pakker mine indkøbsvarer i mine poser. Hun arbejder hårdt, men hun kan lide at være der og det stråler ud af hende. Hun er frisk og hun holder sig i gang. Det giver hende noget at stå op til hver morgen, hvor mange danske 86årige arbejder forsat? De magter lige at stå op, drikke en fernet branca og gå ned til Brugsen og købe en kage til eftermiddagskaffen og så hjem igen - hvis ikke de altså er placeret på plejehjem.

Jeg vil aldrig kunne placere min mor på et plejehjem. Det siger jeg hermed med denne blog! Hun er en anelse sær til tider og sikkert endnu mere sær om 30 år, men fred være med det. Hun er min mor og hun skal ikke parkeres et sted hvor de skal bestemme om hun må holde dyr, få et glad vin, hvornår hun skal på toilettet, få et bad med mere. Jeg vil til den tid have et hus stort nok til at hun kan bo i.

Om det så er i Danmark til den tid, eller Mexico, vil tiden vise. Én ting er sikkert, Højt til lofter skal der ihvertfald være, så vi kan trække vejret og nyde den friske luft samtidig.

Velkommen