Kender I typen, der græder over film, bare der er det mindste kærlighed, sorg eller drama i. Bare musikken sætter en stemning. Typen der chokeres over ting de læser i avisen. Kan græde over nyheder om bil ulykker med børn involveret, eller historier om familietragedier. Den type er jeg!
En rigtig tudetøs af kaliber. Følelserne uden på.
Efter jeg blev mor, har disse slags historier og nyheder sat sig fast og påvirket mig i en så høj grad at det skræmmer mig. Også selvom jeg ikke kender personerne involveret. Jeg føler så meget med dem at det gør ondt.
For en lille uge siden kom nyheden om at Mærsk Mc-Kinney Møller var død. Jeg sad i skolen og en klassekammerat læste det på sin Ipad. Resten af dagen kunne jeg ikke koncentrere mig og ville bare hjem og læse mere om det. But WHY?! Manden var gammel. Manden havde opnået så meget. Det var jo ikke en "tragedie" Og ikke mindst...JEG kendte ham jo ikke personligt?!
I ugens løb har jeg fulgt med i medierne, når der har været noget med Mærsk og har efterhånden har jeg fået dannet mig et ret godt billede af hvordan manden bag legenden var - tror jeg. Han virker som en knaldhamrende dygtig, flittig, ærlig og humoristisk mand. Top åndsfrisk til det sidste. Holdte fast i traditioner og respektfuld og engageret og og og. Jeg er så fuld af respekt for den mand.
Og det var med våde øjne og stor klump i halsen at jeg i går, mens mine børn sov til middag, sad og fulgte hans sidste rejse ind til Holmens Kirke.
Kl. var 15 og begravelsen startede bag lukkede døre. Jeg fik aldrig set da kiste blev båret ud. Æv. For mine børn vågnede og jeg havde lovet at vi skulle på Bellahøj kræmmermarked, men så dælme om ikke nøglen til hængelåsen var væk.. væk fra nøglebundet! Så jeg ikke kunne få ders klapvogn, der var låst fast i opgangen, med på ladcyklen, til at fragte dem rundt på markedspladsen, så jeg måtte skuffe dem og sige vi ikke kunne komme afsted. Men nu sad vi jo allerede pakket ind på cyklen og klar til afgang. Hvad så?!
Vejret var godt, så jeg foreslog at vi cyklede ned til den lille havfrue og få en is, samt forbi Mærsk hovedsæde og se på alle de flotte blomster. Det gør vi så. Da vi kommer ind til hjørnet af kastellet og Østerport St. er der pludselig intet mindre end 3 helikoptere i luften over os og vi er klar over at der må ske noget. Vi holder ind til side og kort efter kommet Hr. Møller og hans følge. De kører op lige ved siden af hvor vi står og holder for rødt.
Mit hjerte galoperede og jeg var starstruck. SÅ vildt. SÅ vildt.. Kan det lade sig gøre at blive starstruck, når man ser en kiste?! Jeg mener Hallo, jeg har ligget henslængt på skødet af Bolivias præsident, danset dirty dancing med Kronprinsen (back in the days), mødt Robbie Williams, Brad Pitt, og mange andre "stjerner" Men har aldrig været starstruck, for de er sku bare mennesker som du og jeg. Så hvorfor nu. Hvorfor var jeg dog så påvirket at Hr. Møllers død? Var jeg PMS eller hvad dælen skete der. Jeg skyndte mig at tage et par billeder, alt imens jeg følte mig 5 år gammel og mødte Mickey Mouse for første gang. Lyset blev grønt og Hr. Møllers kiste med følge drejede om hjørnet og kørte mod Hellerup Kirkegård.
Vi cyklede op til Mærsk hovedsæde på Esplanaden og betragtede alle de flotte blomster.
Mens familien ventede på cyklerne udenfor, gik jeg indenfor og skrev i kondolencebogen.
Det føltes bare rigtigt.
Selvom jeg står tilbage med en stor taknemmelighed over for Hr. Møller. Overfor al det han har gjort for Danmark. Så var det, desværre noget jeg ikke fik skrevet. Men det var jo en spontan tanke jeg lige fik, da jeg stod der og ikke noget jeg havde gået og tænkt på og der kom mennesker bag mig, der også ville til, så ja, mit forsøg på at være dis, blev desværre lidt mislykket, da jeg glemte at skrive Deres og Fru Møller ;-S så ja det blev altså kun til dette:
For det var lige den tanke som gik igennem mig da jeg stod der med kuglepennen. TÆNK at være gift med en kvinde i 65 år af sit liv og nu være på vej til en genforenelse efter en årrække adskilt.
Resten af turen til langelinie og den lille havfrue var med en distræt undertegnede.
Jeg kunne ikke slippe tanken om dagens begivenheder. Kæresten mobbede mig og kunne ikke forstå hvordan det kunne fylde så meget hos mig, det havde han aldrig oplevet før.
Jeg mener det var tanker som disse, jeg delte med ham som.... Jeg kan slet ikke forstille mig hvor ubehagelig en følelse det må være for 3 døtre at se en kiste med ens elskede far blive hejst ned i den kolde jord, for så at blive dækket til at jord og efterladt der. Mit hjerte ville ikke kunne bære det. Puha.
Og jeg tænkte det også helt ud i... er der mon ikke nogen der står og passer på graven i aften? Tænk hvis nogen graver ham op og "kidnapper ham og vil have løsepenge? Ganske forfærdeligt :(
Super
Aftenen i går gik og pludselig mens jeg er i færd med at redigere bryllupsbilleder for en kunde og pludselig slår det mig, som lyn fra en klar himmel. Mærsk McKinney Møller betyder så meget for mig, fordi han har været mit fyrtårn på mine alene rejser rundt om i verdenen. Han har sørget for at jeg altid har haft en lille del af Danmark med og ikke følt mig alene derude. Hver eneste gang jeg har stødt på en lastbil med en Mærsk container på, er jeg blevet fyldt med en varme, og stolthed over at være dansker. Følt mig ét skridt tættere på Danmark, tryghed og familie. Det er de vildeste steder jeg er stødt på hans containere og alle steder har jeg måtte nævne dem overfor dem som nu har været omkring mig. De har ALTID bragt smil til mine læber.
Det kan være svært at forstå for jer, for det er det også lidt for mig selv. Men jeg tror ærlig talt at det hænger sådan sammen, for jeg kan genfinde den varme, når jeg tænker tilbage på de steder jeg har set containerne. Uanset om det har været i Bolivia, Thailand eller Nicaragua. Som feks. på nedenstående billede, hvor jeg er midt i et stort jordskred, hvor hovedvejen der forbinde nord og syd Bolivia er skredet væk pga regntid og det er ufremkommeligt. Lastbiler holder langs vejen i mange mange kilometer på begge sider i dagevis og der kan ikke komme rent vand frem til de små landsbyer og jeg er fanget i en af de små landsbyer og bestemmer mig for at blive kørt på scooer ude til skredet og så bestige det (som en masse andre lokale) for at komme ned på den anden side. Det var en intens oplevelse jeg gennemgik alene og pludselig holder der en mærsk container og det bragte smil og smed mine bekymringer væk i en kort stund. DET ER GULD VÆRD.
Og fremover når jeg ser containere rundt om i verden, så vil jeg smile endnu større. jeg fik gjort honør til bilen, som den passerede forbi mig. Farvel og tak for alt Hr. Møller. Du er væk men dit imperie består i mange mange år fremover og dine containere vil skabe tryghed for mange mange andre danskere rundt om i verdenen i mange år fremover, mig selv og mine børn inklusiv.
TAK!
En rigtig tudetøs af kaliber. Følelserne uden på.
Efter jeg blev mor, har disse slags historier og nyheder sat sig fast og påvirket mig i en så høj grad at det skræmmer mig. Også selvom jeg ikke kender personerne involveret. Jeg føler så meget med dem at det gør ondt.
For en lille uge siden kom nyheden om at Mærsk Mc-Kinney Møller var død. Jeg sad i skolen og en klassekammerat læste det på sin Ipad. Resten af dagen kunne jeg ikke koncentrere mig og ville bare hjem og læse mere om det. But WHY?! Manden var gammel. Manden havde opnået så meget. Det var jo ikke en "tragedie" Og ikke mindst...JEG kendte ham jo ikke personligt?!
I ugens løb har jeg fulgt med i medierne, når der har været noget med Mærsk og har efterhånden har jeg fået dannet mig et ret godt billede af hvordan manden bag legenden var - tror jeg. Han virker som en knaldhamrende dygtig, flittig, ærlig og humoristisk mand. Top åndsfrisk til det sidste. Holdte fast i traditioner og respektfuld og engageret og og og. Jeg er så fuld af respekt for den mand.
Og det var med våde øjne og stor klump i halsen at jeg i går, mens mine børn sov til middag, sad og fulgte hans sidste rejse ind til Holmens Kirke.
Kl. var 15 og begravelsen startede bag lukkede døre. Jeg fik aldrig set da kiste blev båret ud. Æv. For mine børn vågnede og jeg havde lovet at vi skulle på Bellahøj kræmmermarked, men så dælme om ikke nøglen til hængelåsen var væk.. væk fra nøglebundet! Så jeg ikke kunne få ders klapvogn, der var låst fast i opgangen, med på ladcyklen, til at fragte dem rundt på markedspladsen, så jeg måtte skuffe dem og sige vi ikke kunne komme afsted. Men nu sad vi jo allerede pakket ind på cyklen og klar til afgang. Hvad så?!
Vejret var godt, så jeg foreslog at vi cyklede ned til den lille havfrue og få en is, samt forbi Mærsk hovedsæde og se på alle de flotte blomster. Det gør vi så. Da vi kommer ind til hjørnet af kastellet og Østerport St. er der pludselig intet mindre end 3 helikoptere i luften over os og vi er klar over at der må ske noget. Vi holder ind til side og kort efter kommet Hr. Møller og hans følge. De kører op lige ved siden af hvor vi står og holder for rødt.
Mit hjerte galoperede og jeg var starstruck. SÅ vildt. SÅ vildt.. Kan det lade sig gøre at blive starstruck, når man ser en kiste?! Jeg mener Hallo, jeg har ligget henslængt på skødet af Bolivias præsident, danset dirty dancing med Kronprinsen (back in the days), mødt Robbie Williams, Brad Pitt, og mange andre "stjerner" Men har aldrig været starstruck, for de er sku bare mennesker som du og jeg. Så hvorfor nu. Hvorfor var jeg dog så påvirket at Hr. Møllers død? Var jeg PMS eller hvad dælen skete der. Jeg skyndte mig at tage et par billeder, alt imens jeg følte mig 5 år gammel og mødte Mickey Mouse for første gang. Lyset blev grønt og Hr. Møllers kiste med følge drejede om hjørnet og kørte mod Hellerup Kirkegård.
Vi cyklede op til Mærsk hovedsæde på Esplanaden og betragtede alle de flotte blomster.
Mens familien ventede på cyklerne udenfor, gik jeg indenfor og skrev i kondolencebogen.
Det føltes bare rigtigt.
Selvom jeg står tilbage med en stor taknemmelighed over for Hr. Møller. Overfor al det han har gjort for Danmark. Så var det, desværre noget jeg ikke fik skrevet. Men det var jo en spontan tanke jeg lige fik, da jeg stod der og ikke noget jeg havde gået og tænkt på og der kom mennesker bag mig, der også ville til, så ja, mit forsøg på at være dis, blev desværre lidt mislykket, da jeg glemte at skrive Deres og Fru Møller ;-S så ja det blev altså kun til dette:
For det var lige den tanke som gik igennem mig da jeg stod der med kuglepennen. TÆNK at være gift med en kvinde i 65 år af sit liv og nu være på vej til en genforenelse efter en årrække adskilt.
Resten af turen til langelinie og den lille havfrue var med en distræt undertegnede.
Jeg kunne ikke slippe tanken om dagens begivenheder. Kæresten mobbede mig og kunne ikke forstå hvordan det kunne fylde så meget hos mig, det havde han aldrig oplevet før.
Jeg mener det var tanker som disse, jeg delte med ham som.... Jeg kan slet ikke forstille mig hvor ubehagelig en følelse det må være for 3 døtre at se en kiste med ens elskede far blive hejst ned i den kolde jord, for så at blive dækket til at jord og efterladt der. Mit hjerte ville ikke kunne bære det. Puha.
Og jeg tænkte det også helt ud i... er der mon ikke nogen der står og passer på graven i aften? Tænk hvis nogen graver ham op og "kidnapper ham og vil have løsepenge? Ganske forfærdeligt :(
Super
Aftenen i går gik og pludselig mens jeg er i færd med at redigere bryllupsbilleder for en kunde og pludselig slår det mig, som lyn fra en klar himmel. Mærsk McKinney Møller betyder så meget for mig, fordi han har været mit fyrtårn på mine alene rejser rundt om i verdenen. Han har sørget for at jeg altid har haft en lille del af Danmark med og ikke følt mig alene derude. Hver eneste gang jeg har stødt på en lastbil med en Mærsk container på, er jeg blevet fyldt med en varme, og stolthed over at være dansker. Følt mig ét skridt tættere på Danmark, tryghed og familie. Det er de vildeste steder jeg er stødt på hans containere og alle steder har jeg måtte nævne dem overfor dem som nu har været omkring mig. De har ALTID bragt smil til mine læber.
Det kan være svært at forstå for jer, for det er det også lidt for mig selv. Men jeg tror ærlig talt at det hænger sådan sammen, for jeg kan genfinde den varme, når jeg tænker tilbage på de steder jeg har set containerne. Uanset om det har været i Bolivia, Thailand eller Nicaragua. Som feks. på nedenstående billede, hvor jeg er midt i et stort jordskred, hvor hovedvejen der forbinde nord og syd Bolivia er skredet væk pga regntid og det er ufremkommeligt. Lastbiler holder langs vejen i mange mange kilometer på begge sider i dagevis og der kan ikke komme rent vand frem til de små landsbyer og jeg er fanget i en af de små landsbyer og bestemmer mig for at blive kørt på scooer ude til skredet og så bestige det (som en masse andre lokale) for at komme ned på den anden side. Det var en intens oplevelse jeg gennemgik alene og pludselig holder der en mærsk container og det bragte smil og smed mine bekymringer væk i en kort stund. DET ER GULD VÆRD.
Og fremover når jeg ser containere rundt om i verden, så vil jeg smile endnu større. jeg fik gjort honør til bilen, som den passerede forbi mig. Farvel og tak for alt Hr. Møller. Du er væk men dit imperie består i mange mange år fremover og dine containere vil skabe tryghed for mange mange andre danskere rundt om i verdenen i mange år fremover, mig selv og mine børn inklusiv.
TAK!
Kommentarer
Send en kommentar