Jeg frygter personligt ikke at dø. jeg frygter at blive gammel.
jeg har seriøs angst for at blive gammel. De sidste to dage er jeg stødt på hele to eksempler af gamle damer, jeg ikke vil ende som.
I dag så jeg en dame som var ude og gå tur med sin støvekost. I ved sådan en regnbuefarvet en.
Hun var på vej i Superbest og hilste høfligt, mens hun gik og holdte sin støvekost i favnen som var det en baby. Wtf?
Dog toppes hun nemt af damen i toget fra et skøøønt mødregruppe besøg i Jylland forleden.
Jeg står på toget mellem Høje Tåstrup og Hovedbanen og pakker min klapvogn da en dame som vel er ml. 70-80.
Står inde i kupéen med en bylt i favnen, altså en dyne med baby i knuget ind til sig. Hun skal også til og det ses at hun skal ud til en barnevogn ved siden af mig. hvor hyggeligt, en bedstemor som passer sit barn, tænker jeg mens jeg skynder mig at pakke færdig så hun kan komme til. Jeg stiller mig hen til døren med ungerne og den ældre dame kommer ud for at lægge baby ned i hendes nye og nydelige beige barnevogn som er pyntet med en bamserangle hen over åbningen. Da hun åbner dynen for at lægge baby ned, ser jeg til min forargelse at det ikke er en baby, men ...tadaaa, en dukke.
Jeg kigger lidt rundt for at se om der er sat skjult kamera op. For seriøst, damen ser totalt normal bedstemor agtig ud. Hun viser ingen tegn på noget som helst (andet end formentlig demens åbenbart) :( Men ingen kameraer at se. Dog står en anden dame med sit barn og ser det samme som jeg, vi udveksler blikke og små smil.
Den ældre dame lægger "sin" baby ned i barnevognen, putter hende med dyne proppet godt ind under sig og så står hun ellers og skiftevis vugger barnevognen og tjekker til baby, frem til vores ankomst på hovedbanegården. Hun er UDEN TVIVL af overbevisning om at den dukke, er en baby. Burde jeg have gjort noget? I så fald hvad? Jeg sneg mig til et billede af hende der putter dukken, på min tlf. som jeg dog nu bagefter faktisk ikke syntes jeg bør poste her, af respekt for hende. Men mærkelig var det altså at overvære og jeg havde ekstremt ondt af hende, da jeg steg af toget.
demens og dukketerapi: http://www.senng.info/19/2012/04/dukke-terapi-demens.html
Jeg blir så trist til mode, når jeg tænker på hvor mange der findes derude af hendes slags.
Min farmor var selv dement eller havde Alzheimers. Hun måtte på plejehjem efter at hun jævnligt tog hjemmefra for at finde sit barndomshjem og så kørte stor københavn tynd i diverse busser. Heldigvis kendte buschaufførene hende efterhånden, så de ku ringe efter os, for hun kunne aldrig finde hjem.
På plejehjemmet forværredes hendes situation og når vi var på besøg, kunne vi gå nede og tale med en ansat og hun var helt ekstatisk når vi kom tilbage. Hun havde allerede glemt vi lige havde været der.
Hendes søn (min far) kaldte hun for sin bror og da han døde, blev det bestemt at hun IKKE skulle vide det. For hun ville ikke forstå det alligevel. Så når hun spurgte efter hendes bror i ny og næ, sagde vi at han var på arbejde. 6 mdr. efter døde hun selv.
Jeg vil ikke blive tosset, jeg vil ikke miste min hukommelse. Jeg vil ikke skide i bukserne, jeg vil ikke blive grøntsag. Jeg vil ikke ydmyges. Jeg vil ikke være til besvær for mine børn. Jeg vil ikke blive gammel.
men samtidig vil jeg heller ikke herfra.
så what to do?
jeg har seriøs angst for at blive gammel. De sidste to dage er jeg stødt på hele to eksempler af gamle damer, jeg ikke vil ende som.
I dag så jeg en dame som var ude og gå tur med sin støvekost. I ved sådan en regnbuefarvet en.
Hun var på vej i Superbest og hilste høfligt, mens hun gik og holdte sin støvekost i favnen som var det en baby. Wtf?
Dog toppes hun nemt af damen i toget fra et skøøønt mødregruppe besøg i Jylland forleden.
Jeg står på toget mellem Høje Tåstrup og Hovedbanen og pakker min klapvogn da en dame som vel er ml. 70-80.
Står inde i kupéen med en bylt i favnen, altså en dyne med baby i knuget ind til sig. Hun skal også til og det ses at hun skal ud til en barnevogn ved siden af mig. hvor hyggeligt, en bedstemor som passer sit barn, tænker jeg mens jeg skynder mig at pakke færdig så hun kan komme til. Jeg stiller mig hen til døren med ungerne og den ældre dame kommer ud for at lægge baby ned i hendes nye og nydelige beige barnevogn som er pyntet med en bamserangle hen over åbningen. Da hun åbner dynen for at lægge baby ned, ser jeg til min forargelse at det ikke er en baby, men ...tadaaa, en dukke.
Jeg kigger lidt rundt for at se om der er sat skjult kamera op. For seriøst, damen ser totalt normal bedstemor agtig ud. Hun viser ingen tegn på noget som helst (andet end formentlig demens åbenbart) :( Men ingen kameraer at se. Dog står en anden dame med sit barn og ser det samme som jeg, vi udveksler blikke og små smil.
Den ældre dame lægger "sin" baby ned i barnevognen, putter hende med dyne proppet godt ind under sig og så står hun ellers og skiftevis vugger barnevognen og tjekker til baby, frem til vores ankomst på hovedbanegården. Hun er UDEN TVIVL af overbevisning om at den dukke, er en baby. Burde jeg have gjort noget? I så fald hvad? Jeg sneg mig til et billede af hende der putter dukken, på min tlf. som jeg dog nu bagefter faktisk ikke syntes jeg bør poste her, af respekt for hende. Men mærkelig var det altså at overvære og jeg havde ekstremt ondt af hende, da jeg steg af toget.
demens og dukketerapi: http://www.senng.info/19/2012/04/dukke-terapi-demens.html
Jeg blir så trist til mode, når jeg tænker på hvor mange der findes derude af hendes slags.
Min farmor var selv dement eller havde Alzheimers. Hun måtte på plejehjem efter at hun jævnligt tog hjemmefra for at finde sit barndomshjem og så kørte stor københavn tynd i diverse busser. Heldigvis kendte buschaufførene hende efterhånden, så de ku ringe efter os, for hun kunne aldrig finde hjem.
På plejehjemmet forværredes hendes situation og når vi var på besøg, kunne vi gå nede og tale med en ansat og hun var helt ekstatisk når vi kom tilbage. Hun havde allerede glemt vi lige havde været der.
Hendes søn (min far) kaldte hun for sin bror og da han døde, blev det bestemt at hun IKKE skulle vide det. For hun ville ikke forstå det alligevel. Så når hun spurgte efter hendes bror i ny og næ, sagde vi at han var på arbejde. 6 mdr. efter døde hun selv.
Jeg vil ikke blive tosset, jeg vil ikke miste min hukommelse. Jeg vil ikke skide i bukserne, jeg vil ikke blive grøntsag. Jeg vil ikke ydmyges. Jeg vil ikke være til besvær for mine børn. Jeg vil ikke blive gammel.
men samtidig vil jeg heller ikke herfra.
så what to do?
Kommentarer
Send en kommentar