Reserve familie ønskes

tur på legepladsen

Jeg har jordens dejligste børn på 20 og 40 mdr, den sidstnævnte er nu er nået til den alder, hvor "spørge Jørgen er gået i ham"... Hvem, hvad , hvor og hvorfor :) På det seneste er det især familie og relationspørgsmål som hvem er min morfar. elsker x mig. hvornår skal vi besøge x, hvorfor kommer xx ikke og besøger mig. hvornår kommer x og besøger mig. jeg elsker x. hvor er farfar henne. hvem er min farmor. Hvem er din far. Hvem er din søster. osv.

Han er virkelig begyndt at interessere sig for familie og relationer. Men fakta er desværre, at den slags har vi ikke megen af.

Elliott, min ældste søn er 40mdr (dvs godt 3½ år) og han er blevet passet én gang af min bedste veninde, mens han lå og sov en aften, hvor far og jeg tog i biffen og var væk fra 20-24.  Og så har han sovet 2 gange hos mormor....og det så DET.

Jeg mangler en familie der interesserer sig for mine børn, kender I det? En familie og omgangskreds der syntes mine børn er ligeså lækre som jeg syntes. (har alle mødre det mon sådanne?)

Jeg er aldrig (bortset fra 2 gange fra mormor) blevet spurgt om nogen måtte passe mine børn.
om de måtte tage dem med i zoo, hente i børner, tage en tur i skoven eller ud og samle kastanjer... ja bare tilbringe lidt tid med dem.

Bevares,  til familieføsdage og deslige er interessen da nok så stor for mine dejlige børn, men når det kommer til i hverdagene og weekenderne er der sjovt nok ingen som har det store afsavn til dem, eller lyst til at se dem, knytte tættere bånd med dem, give dem gode minder.....eller for den sags skyld aflaste deres mor lidt. Det gør så ondt. Bare ikke når det står på. Så er det så skønt at observere hvordan de leger og nusser med mine børn. Måske at det netop er derfor det føles så koldt og overfladisk efterfølgende?

Hvis jeg ringede og spurgte, ville de måske nok hjælpe, men kender I ikke det, jeg ville ønske de selv havde lyst til at se mine børn eller lave noget sammen med dem.  både mine venner og min familie. Det er ikke hjælp jeg decideret har behov for. Nærmere interesse. for Hvordan kan man forvente at række en hånd ud og bede om hjælp til nogen som ingen interesse har for ens børn. Det er da ikke lige de første man tænker at overlade dem til, vel?

Lillebror, 20mdr

Storebror, 40mdr

Jeg tænker sådan at når ungernes onkel en dag får børn vil jeg da elske at passe hans børn. elske at lære min lille nevø/niece at kende. Hvorfor har onkel det ikke på samme måde? Er det fordi han er mand (26) og er kønnet nok undskyldning for aldrig at have lavet noget med sine nevøer?

Det gør mig så ondt helt inde i hjertet og jeg kan bare mærke efter jeg har fået børnene, hvordan jeg distancerer mig fra både venner og familie, samtidig med at jeg desperat forsøger at holde fast på, for ellers blir mine børn da komplet ensomme i deres opvækst. Men så igen, hvad er i deres bedste tarv?

Ingen familie eller en familie som kun viser interesse til fødselsdage?

skovtur i Hareskoven

Jeg er desperat og så ked af det. Jeg har selv rigtig travlt og ser ikke meget til nogen. Men skid hul i om de ikke gider, eller har tid til at tilbringe tid sammen med mig. Det er ok. Jeg er jo selv travl og ikke den bedste til at ringe. Men mine børn er børn. Familiens ENESTE børn enda! Og børn har brug for kærlighed, sjove oplevelser, nære relationer og føle sig tryg. Være i centrum og føle sig ønsket overalt.

Jeg har ikke nogen tætte venner/veninder med børn, hvis jeg havde ville jeg hjertens gerne passe dem og se dem til hver en tid. Er der virkelig bare så stor forskel på at have børn eller ej? Jeg tænker hvis én af mine veninder havde barn ville jeg da syns det var smadder hyggeligt at lave noget med dem. Det er en undskyldning for at tage i tivoli, bakken, biffen, på legepladsen og skabe sig tosset eller i zoo og se på lækre dyr. (det er nu engang sjovere at være sådanne steder MED børn og se deres iver og lykke)


I mine børns dag institution ser og hører jeg om venner af familien der henter og bringer. Jeg ser dagligt bedsteforældre der afleverer. Jeg ser dem lege med deres børnebørn på legepladsen. Jeg ser dem gå ture i Parken og sparke til blade og være glade. Det sker rent faktisk. Ikke kun i film.

Tur i Zoo

Kan jeg leje sådanne venner og familie et sted? Altså er der måske nogen derude, som savner at have børnebørn, savner nogen at give kærlighed til?
I ved den slags der vil knytte sig til drengene og savne dem og syns de er dejlige, selv når de er hystader.  Den slags der værdsætter deres sjove personligheder og de smil de sætter på deres ansigt, når de siger og gør de mest finurlige ting. Den slags der pludselig får tidligere fri fra job en dag og så vil benytte tiden til at hente ungerne og tage dem med på legepladsen eller eller eller..... ja, mulighederne er mange. Hvis bare interessen er der. Henvis endelig!

Jeg var til forældre møde for nyligt i Elliotts børnehave.
Beskeden lød at han er en sød dreng der klarer sig godt og er glad, men har stort behov for rutiner, tryghed og at han har problemer med at knytte venskaber, så vi skal arbejde med at hjælpe ham til at opbygge relationer.  DET knuser mig at høre, fordi jeg selv har problemer med at nære relationer og nu føler jeg videregiver min "fobi" til ham :(

Jeg er så ked af halvdelen af deres familie er i USA. En stor familie, som deres far, desværre heller ikke er synderlig tæt på, så det ville nok ikke hjælpe at bo derovre. Men derfor er jeg nu alligevel ked af det. For et eller andet sted, har vi vel alle en drøm om en stor tæt kernefamilie, der vil gå gennem ild og vand for hinanden.

Det er ikke altid lige let at bo under vores tag, men jeg elsker mine basser og kærligheden overvinder alt.
De ved at de altid kan regne med mor. Til enhver tid. Uanset alder, tid, sted og opførsel <3

Mor er ikke sur, mor er bare rigtig ked af det.